2. september 2010
Familier skal teste displays
NRGi står overfor lancering af et nyt koncept, hvor vi inddrager forskellige familier i jagten på energibesparelser, CO2 reduktioner - herunder test af nye produkter, følgeydelser og services. NRGi tror nemlig, der er mange familier, som gerne vil gøre en indsats i kampen for at spare på energien.
I en travl hverdag kan det være svært at forholde sig til sit energiforbrug eller holde rede i de mange muligheder for at nedsætte det – energivinduer, spareskinner, jordvarme, solceller, sparometer eller en intelligent elmåler med dertilhørende ydelser. Derfor har NRGi indledt et samarbejde med familier i den sydlige del af forsyningsområdet.
Der er nu installeret cirka 45.000 målere i Horsens-området, og det første NRGi afprøver hos testfamilier, er et display, hvor husstanden har mulighed for at følge ”her og nu” forbruget samt andre nøgledata et centralt sted i boligen. Displayet kan desuden vise, om forbruget er unormalt højt, hvilket kan varsle om en kilde til spild. Displayet skal altså være med til at fokusere på forbruget, nedbringe det og i sidste ende føre til økonomiske samt miljømæssige besparelser.
I disse dage sendes 20 displays ud til forskellige familier. NRGi bruger derefter muligheden til at komme i dialog med familierne og gøre brug af deres erfaringer med displayet for at få relevant information til den videre produktudvikling. F.eks. hvordan familierne oplever løsningen, om forbruget ændrer sig osv.
Deltagelsen er gratis, og familierne kan beholde displayet efter testperioden. Der vil på et senere tidspunkt komme andre spændende produkter og services, som skal testes hos familierne. Det primære fokus vil være på tiltag, der gør det nemt at spare på energien og større sikkerhed omkring energiforbruget eller afbrudte strømleverancer.