7. april 2011


NRGi bringer energiforbruget helt ned i øjenhøjde

NRGi har snart installeret intelligente elmålere i hele Horsens og omegn, og nu er NRGi klar med de første ydelser til måleren.

I 2009 begyndte opsætningen af de intelligente elmålere i NRGi’s sydlige del af forsyningsområdet. 51.000 målere skulle sættes op, og det arbejde er snart gennemført med stor succes.

Nu begynder NRGi lanceringen af følgeydelser til den intelligente måler. I første omgang lanceres tre produkter: iPhone-applikation, energirapport og energialarmer.

− Vi gør det i bund og grund for, at kunderne får bedre service. Den intelligente måler har indbyggede funktioner, som giver os mulighed for at udvikle ydelser, der kan synliggøre kundernes energiforbrug. Og vi ved, at når der er fokus på forbruget, så bliver det nemmere at spare, Peter Lykke, der er Innovation Manager i NRGi.

iPhone-applikationen er til at give det hurtige overblik − der kommer snart en Android version også. Energirapporten kan synliggøre forbruget helt ned på timebasis og på den måde kan kunderne se, om de har højt forbrug på mærkelige tidspunkter. Det kan for eksempel være en playstation, der står og kører, og man tænker ikke på, at den rent faktisk har et højt forbrug. Alarmen kan bruges i flere situationer. Den kan sættes til ved et nul-forbrug – det kan være et signal om, at der er udfald på relæet. Er man for eksempel på ferie kan nogen nå at redde fryserens indhold. Man kan også vælge at få en alarm, når forbruget er unormalt højt eller stigende.

iPhone-applikationen er gratis, mens de to andre produkter koster 5 og 8 kroner om måneden – dog en rund 10’er, hvis man køber begge.

− Det handler alt sammen om at bringe forbruget i fokus – ned i øjenhøjde og hjælpe folk til at spare og give større sikkerhed, og vi mener, det er en lav ydelse i forhold til det udbytte, som kunden rent faktisk kan få, siger Peter Lykke.

Opsætningen af den intelligente elmåler og de ydelser, der følger i hælene, er alt sammen de første skridt til et mere intelligent forbrug, som er nødvendigt for, at opfylde klimakravene.

− På sigt regner vi med at kunne lave mere intelligent styring – hardware og software, der kan hjælpe kunderne med at styre forbruget endnu bedre. Alt sammen for at lave energibesparelser og forberede Smart Grid til kunderne. Lære kunder at bruge el, når der er rigeligt af det, og når det er billigst. Det er hele det, det kommer til at dreje sig om – at vi udnytter strøm fra for eksempel vindmøller, når det er til rådighed, siger Peter Lykke.


For flere informationer kontakt
Peter Lykke, Innovation Manager i NRGi
pl@nrgi.dk / 2210 0860